House4it A/S Salgs- og leveringsbetingelser

 

Omfang

Disse salgs- og leveringsbetingelser gælder for enhver levering af varer og tjenesteydelser fra House4it A/S (Herefter benævnt ”House4it”) til den i den relevante aftale angivne kunde (herefter benævnt ”Kunden”).

 

Aftaler

Når aftaler indgået af House4it henviser til disse betingelser, udgør disse en integreret del af sådanne aftaler. Ved uoverensstemmelser mellem disse betingelser og den konkrete aftale, er det den konkrete aftale, der har forrang.

 

Priser og betalingsbetingelser

Alle priser angives i danske kroner (DKK) og er eksklusive moms og øvrige afgifter, som tillægges ved fakturering. Ved nye skatter eller afgifter reguleres priserne med den økonomiske nettokonsekvens heraf for House4it.

 

Varer og tjenesteydelser leveres kun til en fast pris, såfremt der er indgået en klar, skriftlig aftale herom. Budgetter, estimater, vurderinger eller anden forudsigelse af ressourceforbrug er udelukkende vejledende og ikke bindende for House4it.

 

Arbejde, der udføres uden for normal arbejdstid (normal arbejdstid er mandag til fredag fra kl. 08 til 16 (fredag dog til 15.30)), i weekenden, d. 24. og 31. december, samt på helligdage afregnes overfor Kunden til den aftalte timetakst + 100 %, normale arbejdsdage mellem kl. 16 og 18 dog alene + 60 %.

 

Alle supporthenvendelser afregnes med minimum 15 minutter.

 

Når ansatte fra House4it rejser uden for House4its lokaler i forbindelse med opfyldelse af den aftale, der er indgået med Kunden, betaler Kunden de hermed forbundne udgifter, herunder udgifter til hotel, forplejning og transport. Rejsetid afregnes med den gældende timetakst, medmindre andet fremgår af en skriftlig aftale mellem parterne.

 

Alle takster og priser indeksreguleres med virkning fra d. 1. januar hvert år. Indeksreguleringen foretages med en faktor svarende til udviklingen i Lønindeks for den private sektor for andet kvartal i det forløbne år sammenlignet med det tilsvarende indeks året før.

 

Fakturaer er forfaldne 14 kalenderdage efter fakturadatoen. Ved for sen indbetaling er House4it berettiget til at kræve betaling af rykkergebyr og renter fra forfaldsdatoen beregnet med 2 % pr. påbegyndt måned indtil det fulde beløb er indbetalt.i overensstemmelse med renteloven. Rykkergebyr udgør kr. 100,00. Købers indbetalinger afskrives først på renter og rykkergebyr, og herefter på gælden. Køber er ikke berettiget til at modregne eventuelle modkrav på House4it, som ikke er skriftligt anerkendt af House4it og har ikke ret til at tilbageholde nogen del af købesummen

 

Abonnement - driftsydelser fra House4it faktureres månedsvis forud hver den 1. i måneden, mens konsulenttimer og varer faktureres, når opgaven er leveret, eller den fysiske og faktiske levering har fundet sted. Kunden opfordres til at gennemgå fremsendte fakturaer, og har Kunden ikke senest 14 (fjorten) dage efter modtagelse af en faktura skriftligt reklameret overfor House4it, kan Kunden ikke senere fremkomme med indsigelser overfor den pågældende faktura.

 

Har Kunden ikke betalt et forfaldent tilgode­havende seneste 14 dage efter påkrav herom, er House4it berettiget til at standse alle igangværende arbejder og tilbageholde enhver ydelse, der endnu ikke er leveret og betalt, indtil betaling har fundet sted.

 

Ejendomsforbehold

House4it bevarer ejendomsretten til det solgte indtil købesummen med tillæg af renter og andre omkostninger er fuldt betalt.

 

Opgradering og produkter fra tredjemand

Ved standardprodukter fra tredjemand (fx hardware og standardsoftware) er udbedring, afhjælpning af fejl og mangler samt vedligeholdelse og support undergivet tredjemands eventuelle betingelser, herunder salgs- og leveringsbetingelser, licenser, opdateringsaftaler m.v. House4it påtager sig ingen forpligtelser med hensyn til udbedring af fejl, vedligeholdelse og support for sådanne standard tredjepartsprodukter, og Kunden kan ikke påberåbe sig misligholdelsesbeføjelser overfor House4it i forbindelse med fejl og mangler ved sådanne produkter.

 

Såfremt House4it skriftligt har påtaget sig et ansvar for vedligeholdelse, support eller servicemål for sådanne standardprodukter fra tredjemand, gør House4it den relevante leverandør bekendt med opståede problemer. Den relevante fejlrettelse eller version vil blive installeret af House4it, når denne er modtaget af House4it. Indtil dette sker, vil House4it foretage rimelige tiltag med henblik på at reducere konsekvenserne af problemet. Herudover kan Kunden ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor House4it ved fejl, mangler eller forsinkelser ved tredjemands standardprodukter og ydelser.

 

Såfremt den pågældende tredjemand  ikke leverer opdateringer eller på anden måde stopper support af sine standardprodukter, er House4it berettiget til på tilsvarende vis at stoppe House4its support og vedligeholdelse af sådanne produkter uden dermed at misligholde aftalen med Kunden.

 

 

 

Levering og afprøvning 

Levering af varer eller serviceydelser er sket, når der er foretaget fysisk og faktisk levering.

 

Når udførelse af en ydelse klarmeldes af House4it overfor Kunden, anses ydelsen for leveret, medmindre Kunden indenfor 5 arbejdsdage herefter påpeger væsentlige mangler ved ydelsen, der medfører, at den ikke kan anses for leveret.

 

Som følge af IT-branchens karakter er ingen produkter eller serviceydelser 100 % uden ulemper og/eller mindre fejl. En prøve anses derfor for fuldt bestået, når prøven er gennemført, uden at der har vist sig væsentlige mangler. Alle mangler, der konstateres ved en prøve, skal udbedres inden for en rimelig tid efter prøvens afslutning, medmindre der er tale om bagatelagtige forhold uden betydning for Kunden.

 

Ved fejl og mangler opdaget efter levering skal Kunden overfor House4it straks og i intet tilfælde senere end 3 måneder efter levering reklamere og House4it skal inden for rimelig tid udbedre manglen. Er reklamation ikke foretaget indenfor denne frist, kan fejlen eller manglen ikke gøres gældende overfor House4it.

 

Risikoen for hændelig undergang af leverancen overgår altid til Kunden ved den fysiske og faktiske levering.

 

Personale

House4it vil foretage rimelige tiltag med henblik på at sikre kontinuitet, hvad angår de medarbejdere, der varetager opgaver for Kunden. House4it er dog berettiget til at erstatte navngivne medarbejdere medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

 

Såfremt House4it ved aftalens ikrafttrædelse overtager en eksisterende funktion eller område, der kan karakteriseres som en økonomisk enhed, varetaget af eller på vegne af Kunden, er Kunden før aftalens indgåelse forpligtet til på behørig vis at underrette House4it herom.

 

House4it kan under ingen omstændigheder overtage ansættelsesretlige forpligtelser overfor Kundens eller tredjemands medarbejdere uden forudgående udtrykkelig aftale herom. Kunden skal skadesløsholde House4it for alle udgifter og arbejdsretlige tvister forbundet med opsigelse af sådanne medarbejdere.

 

Lovgivningskrav mv.

Med mindre andet udtrykkeligt er aftalt, kan House4it alene gøres ansvarlig for at leveret udstyr, programmel, udførte installationer m.v. opfylder de relevante myndighedskrav, således som disse foreligger på leveringstidspunktet. Eventuelle godkendelser eller anmeldelser til offentlige myndigheder, der påhviler Kunden, er House4it uvedkommende.

 

Såfremt der er lovgivningskrav mv., der specifikt vedrører de(n) branche(r), Kunden driver virksomhed indenfor, er House4it dog alene forpligtet til at overholde disse, såfremt Kunden skriftligt har gjort House4it opmærksom på de specifikke forpligtelser, der følger heraf.

 

House4it er forpligtet til at træffe de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der påhviler databehandlere i medfør af lov om behandling af Personoplysninger § 41, stk. 3-5. Leverandørens behandling af data må alene ske efter instruks fra Kunden, jf. lov om behandling af Personoplysninger § 42, stk. 2.

 

Immaterielle rettigheder

Kunden får en tidsubegrænset brugsret til resultaterne af House4its serviceydelser til kundens egne interne formål. Kunden kan herefter anvende dette inden for Kundens (og Kundens koncerns) egen virksomhed.

 

House4it bevarer fortsat den fulde ophavsret til resultaterne af House4its serviceydelser. 

 

House4it kan endvidere frit anvende den generelle viden og knowhow, der opnås under arbejdet for Kunden, hvilket dog ikke omfatter Kundens forretnings­hemmeligheder.

 

I det omfang der indgår standardprogrammel, herunder procesmodeller og værktøjer, eller andet materiale i resultaterne af House4its serviceydelser, erhverver Kunden alene de rettigheder, der måtte fremgå af licensbetingelserne for sådant standardprogrammel. De pågældende licensbetingelser regulerer udtømmende Kundens rettigheder og forpligtelser i relation hertil.

 

I det omfang Kunden overlader driften af et af Kunden ejet eller licenseret stykke software, indestår Kunden overfor House4it for, at han har de tilstrækkelige rettigheder til at overlade driften heraf til House4it, ligesom Kunden er ansvarlig for indhentelse af eventuelle samtykker hertil.





Fortrolighed

Enhver teknisk, forretningsmæssig eller anden information, som modtages fra den anden part skal holdes strengt fortroligt, hvad enten den er modtaget mundtligt eller skriftligt, og uanset om den er betegnet som ”fortrolig” eller ej. Den vil ikke blive brugt, afsløret, offentliggjort eller videregivet til nogen tredjemand, med mindre dette sker i forbindelse med behørig opfyldelse af en aftale med den, der har udleveret oplysningen eller oplysningen er beregnet til videregivelse.

 

 

Problemer, der kan henføres til Kunden

House4it er ikke ansvarlig for følgerne af (i) Kundens manglende medvirken til House4its opfyldelse af sine forpligtelser, (ii) problemer ved anvendelsen af software, netværk, kabler og andre IT-systemer, der ikke er leveret af House4it under den pågældende aftale, (iii) Kundens fejl­agtige anvendelse af det leverede, (iv) vira, som skyldes andre kilder end House4it eller (v) ændringer i det leverede som Kunden har udført eller ladet udføre ved tredjemand, i det omfang ændringerne har betydning for forholdet.

 

Bliver House4it opmærksom på et problem af ovennævnte karakter, skal House4it meddele dette til Kunden, og Kunden skal hurtigst muligt afhjælpe problemet.

 

House4it fakturerer Kunden for enhver øget omkostning eller forøget forbrug af House4its ressourcer, der er forbundet med sådanne problemer.

 

Ansvarsbegrænsning

Parternes ansvar, herunder i relation til erstatning uden for kontrakt er underlagt de almindelige ansvars- og erstatningsregler i dansk ret samt nedenstående ansvarsbegrænsninger.

 

House4it er under ingen omstændigheder forpligtet til at betale erstatning for tab af fortjeneste, produktion eller omsætning, tab eller forurening af data samt andre indirekte tab eller følgeskader, uanset at disse måtte skyldes forsinkelse, levering af mangelfulde varer eller tjenesteydelser eller andet.

 

Såfremt data tabes, beskadiges eller forurenes på grund af uagtsomhed fra House4its side, skal House4it dog vederlagsfrit bistå i rimeligt omfang ved gendannelse af sådanne data, forudsat at Kunden har taget behørig og sædvanlig back-up eller dette indgår som en del af House4its ydelser under kontrakten.

 

House4its samlede totale erstatningsansvar overfor Kunden er endvidere begrænset til de indbetalinger, der er foretaget af Kunden til House4it under den konkrete kontrakt som ansvarsforholdet vedrører inden for de sidste 6 måneder forud for fremsættelsen af kravet. Uanset det forudgående kan House4its samlede totale erstatningsansvar overfor Kunden under ingen omstændigheder overstige DKK 100.000.

 

Force Majeure

Ingen af parterne er ansvarlige for udeladelser eller forsinkelser, såfremt det skyldes en begivenhed, der ikke med føje kunne forudses på tidspunktet for indgåelse af den konkrete aftale, og som ligger uden for partens kontrol.

 

Force Majeure omfatter, men er ikke begrænset til, krig (erklæret eller uerklæret), revolution, oprør, sabotage, brand, oversvømmelse, epidemi, jordskælv, lynnedslag, eksplosion, brud på forsyningslinier, strejke, lockout, arbejderuroligheder, ødelagte telekommunika­tionslinier, offentlig indgriben samt andre lignende begivenheder.

 

De berørte rettigheder og forpligtelser suspenderes under den pågældende Force Majeure situation, når den berørte part underretter den anden part om indtrædelsen, betydningen af forholdet og den forventede varighed. Parterne skal endvidere søge at begrænse virkningerne af den pågældende Force Majeure situation.

 

Væsentlig misligholdelse

Såfremt House4it har indgået en skriftlig aftale om levering af varer eller tjenesteydelser inden en fastsat dato og levering ikke har fundet sted inden 60 dage efter denne dato, er Kunden berettiget til med et varsel på 10 dage at hæve aftalen, forudsat at House4it ikke inden udløbet af dette varsel har leveret det aftalte. I det omfang forsinkelse skyldes Kundens forhold eller forhold som Kunden bærer risikoen for, indgår denne forsinkelse ikke i ovennævnte frister.

 

Såfremt der er væsentlige mangler ved House4its ydelse, og sådanne mangler ikke er afhjulpet inden rimelig tid, kan Kunden indtil 3 måneder efter levering med et skriftligt varsel på 30 dage opsige aftalen, forudsat at House4it ikke inden dette varsel har afhjulpet manglen, således at manglen ikke længere kan betragtes som væsentlig.

 

Hver part kan indtil 3 måneder efter levering hæve aftalen, når den anden part er i væsentlig misligholdelse af aftalen, og en sådan misligholdelse ikke afhjælpes senest 30 hverdage efter den misligholdende parts modtagelse af en skriftlig anmodning om afhjælpning af den pågældende væsentlige misligholdelse, forudsat at misligholdelsen ikke er reguleret de øvrige afsnit under samme overskrift.

 

Opsigelse

Et abonnement er gældende fra aftalt dato, som er specificeret på faktura eller anden skriftlig aftale mellem House4it og Kunden.

Et abonnement eller en aftale kan opsiges med 3 måneders varsel, men Kunden skal fortsætte betalingen til aftalens udløb.

Sker der ingen opsigelse, vil aftalen automatisk fortsætte og Kunden vil blive bundet for endnu en periode.

House4it har til enhver tid krav på, med øjeblikkelig virkning, at opsige en aftale, hvis det vises at Kunden ikke kan overholde de almindelige salgs- og leveringsbetingelser.

Aftalen mellem House4it og Kunden kan på ingen måde videregives, sælges eller overdrages til tredjepart uden skriftlig accept fra House4it.

Flytning af domæne til anden udbyder, betyder ikke opsigelse af aftale/abonnement.

Hvis aftalen ophører med øjeblikkelig virkning, kan der ikke gøres krav på refundering af det resterende abonnement/aftale.

 

 

                            

Overdragelighed

Kunden er ikke berettiget til at overdrage sine rettigheder og/eller forpligtelser i henhold til aftalen til tredjemand. House4it er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og pligter i henhold til aftalen, til tredjemand.

 

 

Reference

House4it er berettiget til på rimelig måde at anvende Kunden som reference i enhver form for markedsføring, herunder til at anvende Kundens forretningskendetegn i den forbindelse.

 

 

Lovvalg og værneting

Denne aftale er underlagt dansk ret. Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne aftale, skal afgøres af Retten i Kolding som aftalt værneting, dog således at dette ikke er til hinder for henvisning til Landsretten eller Sø- og Handelsretten i overensstemmelse med reglerne herfor.

 

Uanset den anførte vedtagelse om værneting skal enhver tvist søges løst ved mediation i overensstemmelse med Danske IT-advokaters (DITA) mediationsprocedure (www.danske-it-advokater.dk). Mediation indledes ved, at en af parterne sender et skriftligt påkrav om mediation til den anden part med kopi til DITA. Mediator skal udpeges af DITA senest 8 (otte) arbejdsdage efter DITAs modtagelse af påkravet om mediation. En part er uberettiget til at søge tvisten løst retsligt før parterne har søgt tvisten løst ved mediation. Som minimum har en part pligt til at deltage i det første møde, som mediator indkalder til. En part er dog berettiget til at indlede retssag, såfremt en udsættelse deraf kan føre til retsfortabelse, f.eks. på grund af forældelse.

 

Klik her for at hente som PDF.